Rejsen: Historien om en lille mørk fyrs rejse gennem livet

1. Landsbyen

 

På vejen hjem fra rismarken, kommer den lille mørke fyr til verden. Her begynder rejsen.

En af de mest spændende rejser, den lille fyr har været med til. Han syntes måske nu, at den er hård.

 En rejse fra en våd, varm og behagelig mors livmors vand, hvor han havde puttet sig i flere måneder, bliver afbrudt. En rejse, som han troede ingen ende vil tage, bliver afbrudt på en ubehagelig måde, den er brutal og bemærkes ved den lille mørke fyrs hysteriske skrig, der følger afbrydelsen af rejsen. Den rejse anses for at være begyndelsen af en ny lang og sej rejse.

 På den lille sti, et eller andet sted i regnskoven, hvor han kommer til verden, uden jordemoder, læge eller sygeplejerske, bliver han plejet, pudset og nusset. Han syntes nu, at rejsen ikke var så ringe endda.  

Han vokser op i en lille landsby i skyggen af baobabtræer, bananpalmer, akacietræer, mago-og papayatræer.

Landbyen er en samling af tre, fem, ti… måske endda tyve huse bygget i træer med taget af palmeblade og vægge lavet af jord, dækket af hvid ler. Dagligdagen er tryg med solskin, hård regn, der skyller alt skidtet væk og, som samtidig afgør om der vil være mad på bordet i år, næste år og næste år igen.

Landsbyens beboere, som næsten alle stammer fra en fælles forfader, udgør en stor familie, hvor alle holder øje med alle og passer på hinanden. Rejsen gennem livet i denne her trygge lille verden syntes nu ikke at være hård for den lille mørke fyr, Dudu, som han bliver kaldt.

Kernefamilien med faren i spidsen, sine 2 koner og en søskende flok på 20 har et godt ry i den lille landsby. Oldefaren, Dekle var en kriger med mystiske kræfter. Han har reddet landsbyen fra fjender utallige gange gennem tider, som ville erobre den for at lægge beslag på jorden.

Jord er en vigtig ting i den lille landbys trivsel. Uden jord, ingen rismark, ingen kaffe-og kakaoplantage, ingen grøntsager. Altså, ingen jord, ingen liv i landsbyen. Derfor har kampen om jorden været et omdrejningspunkt for landsbyens beboere og de familier, der udgør denne. 

Myten fortæller, at oldefar Dekles hemmelighed med at være så stærk på krigs-marken var, at han havde slugt en levende hane. Dette betyder, at hver gang Dekle stod i en situation, hvor han var omringet af fjender, der vil fange ham, der havde han brugt sine magiske kræfter for at flyve som en hane og vendt tilbage til landsbyen i god behold.

Myten fortæller, at han aldrig måtte spise kød fra en kylling. Dekle var ikke så gammel, da han døde. Han blev forgiftet med mad tilberedt med kylling. Han havde aldrig tabt en krig.



Dudus oldefar, Dekle havde gjort kampen om at forsvare landsbyen til sit livs meste betydningsfulde gerning. Nu, hvor der er faldet ro på kampen om jorden er landsbyen ham taknemlig og hans efterkommer høster den gloriøse arv fra den tapre kriger. Dette betyder, at Dudus onkel Wanyu blev kronet høvding, efter den tapre kriger Dekle. Wanyu skulle videreføre kampgejsten og være landsbyens åndelige leder.

Dudus far Kekle er en stærk mand. Muskuløs og hårdtarbejdende. I landsbyen nyder han respekt og beundring. Han har mange børn og flere koner og dette er i sig selv tegn på rigdom, mod og maskulinitet. Han var hårdtarbejdende for at brødføde den store familie.

Han havde én af de største kaffe- og kakoplantager i landsbyen. Hvert år fældede han store skovarealer for at sørge for, at konerne havde deres portion jordareal til at dyrke ris, bananer, mais, kasava og grøntsager.

Imens konerne passede rismarkerne, plejede han sin kakoa- og kaffemarker eller var på jagt efter dyr. Sådan var der både mad til hele familien og penge efter salget af kakao- og kaffebønner til at sende børnene i skole.

De lune aftener var familien samlet omkring bålet efter aftensmaden, hvor Kekle fortalte historier om familiens gloriøse forfædre, hvordan Payoua-stammen var bygget op, samt fortællinger, som var med til at opdrage børnene.

Fortællinger om respekt af de ældre og gyselige historier om Kekles oplevelser, når han gik på jagt. Spøgelseshistorier, som kunne give et hvert barn mareridt, men som alle elskede at høre. Når det var tid til at gå i seng, turde ingen rejse sig for at gå ind i huset for at sove, før de voksende var med. Fortællinger, som gjorde at ingen af børnene turde tage markens sti for at gå og jage fuglene fra rismarken. Historierne omkring bålet var med til at bygge en stærk psyke, men gjorde samtidig sårbar. Det var en gyselig, men spændende rejse gennem livet. 

  
Næste gang: Fortælling om jagten efter Gazoa, dødens fugle


        
  

Elfenbenskysten på randen af kaos og borgerkrig

Alassane Dramane Ouattara, manden som Frankrig har indsat som præsident i Elfenbenskysten den 11. april 2011 for ''at rede demokratiet'', vil ''udrydde'' oppositionen og afskaffe demokrati. Det er den opfattelse man får, ud fra de seneste voldsepisoder mod oppositionen i landet.

 Under Ouattaras styre, er Elfenbenskysten blevet en politistat, hvor hans hær (de tidligere rebelske soldater) paraderer på gader for at skaffe oppositions tilhængere af vejen. Hæren går fra hus til hus for at anholde oppositions tilhængere. Unge i bydelen Yopougon (pro-Gbagbo kvarter) i hovedstaden Abidjan,  i store byer og i landsbyer bliver tvunget ind i militærbiler til ukendte destinationer uden dommerkendelse. 

Højtstående embedsmænd, som har arbejdet under tidligere regering og som er flygtet til nabolandene for at komme i beskyttelse, bliver forfulgt. De bliver tvunget til Elfenbenskysten og fængslet på trods af deres status som flygtninge i de nye lande.

   Laurent Akoun, generalsekretær for FPI dømt 6 måneders fængsel for ''fornærmelse af præsidenten''

Fredag den 31. august 2012 blev Laurent Akoun, General Sekretær for tidligere præsident Laurent Gbagbos parti FPI, dømt  6 måneders fængsel og 1 års forbud mod at bevæge sig rundt i landet og udtale sig offentligt. Han er dømt for ''at skabe uorden i det offentlige rum og fornærme præsidenten''. Politiske iagttagere ser denne handling som et forsøg på at ligge mundkurv på oppositionen og skabe frygt iblandt oppositionsledere og deres tilhængere.

Ingen føler sig sikker i Elfenbenskysten i dag, især når man er tilhænger af oppositionen. Situationen er kaotisk og dette kan ligge grobund for politiske uroligheder, som uden tvivl vil føre landet ud i borgerkrig, hvis regionale organisationer såsom ECOWAS (Vestafrikanske Organisation) og den Afrikanske Union ikke griber ind.

Situationen er opstået efter bevæbnede soldater angreb Ouattaras soldater primo august og dræbte 13 af disse. Regeringen beskylder FPI -uden bevis - for at stå bag angrebene. FPI afviser beskyldningerne og beskylder regeringen for at skabe voldshandlinger for at legitimere angreb mod oppositionen og sætte demokrati ud af kraft i landet.

Oppositions hovedkvarter og dens avis ''Le temps'' blev angrebet forrige uge af ukendte gerningsmænd. Flere blev kvæstet og avisen sat ud af produktion. Formanden for parlamentet og  tidligere rebelleder Guillaume Soro, appellerede i sidste uge på sin blog til ''udryddelse'' af FPI, som han sammenlignede med ''en terrororganisation''. Vi taler om landets tidligere regeringsparti og det parti, som har flest tilhængere i Elfenbenskysten.
 

Trussel mod demokrati i Elfenbenskysten: Parlaments Formand inviterer til vold mod Elfenbenskystens største parti

Den Ivorianske Parlaments formand, tidligere rebel leder Soro Guillaume appellerer til ''udryddelse'' af tidligere præsident Laurent Gbagbos parti FPI (socialdemokrat, Den Ivorianske Folkefront).

 Efter angrebene på FPI’s hovedkvarter og ødelæggelse af partiets avislokaler af ukendte gerningsmænd i Abidjan i sidste weekend er det Soros Guillaume, Formand for det Ivorianske Parlament, der står i spidsen for en hadefuld artikel mod det tidligere regeringsparti på sin blog. 

 Soro Guillaume tidligere rebel leder, nu parlaments formand, i midten (foto blogzoom)

Under tiltlen ''Le FPI : une organisation terroriste ivoirienne à éradiquer'' beskylder Soro—uden bevis- det tidligere regeringsparti FPI for at være ''en terror organisation, der skal udryddes''. Han beskylder partiet for at stå bag angrebene mod regimets soldater. Ukendte og stærkt bevæbnede soldater angreb regerings soldater tidligere på måneden, hvor 13 soldater mistede livet.

''I menneskehedens navn''  

Soro forklarer i artiklen på bloggen, at terrororganisationer såsom ''Aqmi, Al Qaïda, Mujao har diverse celler i forskellige lande. I Elfenbenskysten kan disse organisationers celle kaldes FPI''... Parlamentsformand og tidligere rebel leder  skriver, at ''FPI's politiske essens er banalisering af døden og afmystificering af menneskeliv''. Han beskylder FPI's medlemmer for at have ''lært og accepteret, at et dødt menneske er, ligesom en gal hund, som skal aflives og, at man burde glæde sig over dens død". Soro afslutter sin artikel med at ''appellere til befolkningen om at forene sig for, i menneskehedens navn, engang for alle, at udrydde pesten FPI''.

Politiske observatører i landet undrer sig over en så rabiat udtalelse fra regimets personlighed nr. 2 i styre rækkefølgen. Soros politiske placering ville i USA svare til Joe Bidens post. Observatørerne spørger sig om,  hvad sådan en udtalelse skal gøre godt for i et land, hvor forholdet imellem befolkningsgrupperne er spændt og, hvor der tales om national forsoning?

Mange betragter Soro Guillaumes udtalelse som en retfærdiggørelse af de volds-episoder, som har fundet sted mod FPI's hovedkvarter og dets avis ''Le temps'', som har stået i skudlinjen for ukendte gerningsmænd, som i sidste weekend angreb og ødelagde avisens ejendele. Flere medlemmer i FPI's ledelse er forfulgt og andre arresteret på baggrund af personer som Soros antagelser - at FPI står bag angrebene.

Sommetider beskylder man sin hund for hundegalskab for at finde en god undskyldning til at aflive den. Det ordsprog kan overføres og give en forklaring på angrebene på partiet og den efterfølgende hadefulde artikel fra Parlaments formands blog.

Terrorhandlinger og skræmmekampagne for at begrænse demokrati og frihedsrettigheder

FPIs nye ledelse. Alphonse Douaty, i midten anholdt sammen med sin datter og datters kæreste på formodninger om at partiet står bag angreb mod regerings soldater (foto RTI)

Den overførte betydning er, at demokrati generer Ouattaras regime i Abidjan og, derfor bliver der brugt terrorhandlinger (angrebene mod oppositionen) og skræmmekampagner (Soros hadefulde udtalelse) mod oppositionens største parti for at begrænse demokratis udfoldelse.

Man kan dårlig forestille sig Mogens Lykketoft stå i spidsen for en hadefuld artikel mod partiet Venstre og partiets medlemmer. Men sådan kan virkeligheden være nogle gange i visse lande.

Soro Guillaume har indledt et militærkup mod præsident Gbagbo i september 2002 med Burkina-Fasos præsident Blaise Compaorés hjælp. Kuppet lykkedes ikke, men Soro og rebellerne besatte den nordlige del af landet, hvor de har begået de værste forbrydelser mod Gbagbo-tro soldater og tilhængere, indtil de satte deres mand Dramane Ouattara på magten. Konfliktens historie er grusom og det kan  DR's Jørgen E. Petersen  forklare i bedre vendinger i en kronik i Jyllandsposten.

Blay-Azu Dali

Burkina Faso: Blaise Compaoré and the Politics of Personal Enrichment

Blaise Compaoré: 'the only African head of state who managed to dramatically limit the development of his country without declaring outright war on it.'

By African standards, Burkina Faso is not a particularly spectacular country. It is small, has a tiny population and internal politics which most foreign correspondents tend to find somewhat pedestrian. No wonder that it receives only little attention, even in Africa-focused publications.

Blaise Compaoré, president of Burkina Faso (photo afriscoop.net)

In those rare cases when something is published on the internal politics of Burkina, it often only scratches the surface and conveys a deceiving image of the country and its primary actors.

The recent piece on African Arguments ‘Compaoré’s Continuing Will to Power’ by Michael Keating and Coulibaly Nadoun is a perfect case in point. It leaves the reader with two main impressions:

1. While Compaoré hasn’t been a democratic role model, he has managed to foster a certain amount of development (‘wide and well maintained’ streets, etc.), under difficult circumstances.

2. He has a dark past of cooperation with rebel groups in other countries, but has recently shown a lot of initiative in resolving conflicts in the region, like the post-election violence in Côte d’Ivoire or the civil war in northern Mali and securing the release of western hostages held in the Sahara by Al Qaida affiliated groups. What’s more, he has prevented his own country from descending into the all out civil wars experienced by many of its neighbours.

Compared to contemporaries like Zimbabwe’s Robert Mugabe, the late Libyan ruler Muammar Al Ghaddafi and Liberia’s Charles Taylor, Compaoré has indeed kept a low profile and has managed to prevent himself becoming associated with the worst expressions of African political life  – at least not in his own country. But a more critical assessment of his legacy and method of government demonstrates that he is in no way the ‘benign dictator’ that Keating and Nadoun would like him to be.

To adequately judge Blaise Compaoré’s record of bringing development and prosperity to his people, it is first of all important to remind oneself that he has been in power since 1987, a full quarter of a century. More than half the population of his country has only known his rule.

Despite the period of peace that Burkina experienced during this time, and a comparatively generous 13 Billion US Dollars in international development assistance, the country still ranks only 181st out of 187 countries in terms of human development. All of the other bottom ten countries in the HDI ranking experienced devastating civil wars during this time – except Guinea, which instead had to put up with a brutal military dictatorship. To put it bluntly: Blaise Compaoré is the only African head of state who managed to dramatically limit the development of his country without declaring outright war on it.*

Not to be misunderstood: Of course most indicators of economic and human development improved during the 25 year term of Blaise Compaoré – but so much slower than in most other African nations that his lack of interest in lifting his population out of poverty can hardly be denied. Instead, Compaoré is obviously more concerned with developing his own personal fortune and that of his entourage.

This can be observed clearly by visiting Ouaga2000, a newly built, extravagant part of the capital, where one can indeed find the ‘wide and well maintained’ roads that Keating and Nadoun mention in their article. While the rest of the city (not to speak of the rest of the country) has only a handful of surfaced roads, in Ouaga2000 new SUVs glide over a pristine tarmac in front of lavish villas and luxury hotels.

The tiny upper class, which ostentatiously shows off its wealth in this district, is the only real beneficiary of Compaoré’s rule. While Burkina hasn’t got the riches of some of its neighbours, the ruling elite has managed to find significant profits from gold mining, cotton production and development assistance. An example: One company among the many owned by the mother in law of Blaise’s brother François was contracted to build a new road between the regional hubs Koudougou and Dédougou. While the road should have been finished long ago it constantly requires further public investment, whilst the ‘belle mère de la nation’ has become the richest women in the country.


                                         
President Thomas Sankara was killed in 1987 by Blaise Compaoré and took power in Burkina Faso (photo wakat.info)

While certainly exploitative, Compaoré has been smart in securing the support of important elites, allowing him to rule by co-option rather than by force. His predecessor Thomas Sankara (killed during a coup led by Compaoré) attempted to limit the power of traditional rulers and emancipate the country from conservative and authoritarian rule. Compaoré by contrast embraced the conservative elements of society, securing their privileges and making them the foundation of his power.

To sum it up, it is hard to find any other head of state who puts his own interest and that of his cronies so clearly above the needs of his population, completely undisturbed by ideological considerations.

This is also demonstrated by activity in the regional and international sphere, where Compaoré recently received a lot of goodwill due to his ‘commitment’ to mediate in various conflicts. Looking closely at his approach to mediation and the results of his diplomacy, three aspects are noteworthy:

1. He usually ‘solves’ conflicts in which he is deeply involved himself. This is true for example in the case of Côte d’Ivoire, where he supplied the northern rebels with arms and recruits before stepping in as a mediator.

2. His mediation has never proved to be sustainable. Be it his involvement in negotiations between Tuareg rebels and the Malian government or the aforementioned conflict in Côte d’Ivoire: the parties he ‘brought to the table’ were at each other’s throat again soon after.

3. This suggests that his objective is not to resolve the conflicts he purports to manage, but to make himself indispensable in the region, lest one of his neighbours or a western donor might get the idea that Burkina would be better off without him. It is a strategy to consolidate personal power, not to seek peace and reconciliation.

Beyond its initial appearance, Compaoré’s legacy becomes clear: his rule has not benefited Burkina Faso in any tangible way. Instead, he has treated the country and its limited resources as his property, to the benefit of a small ruling elite designed to secure his power. That he has managed to avoid directly killing a large part of his population in the process shouldn’t win him any praise, written or otherwise.

*Make no mistake though: Opposing the ruling elite can be just as dangerous in Burkina as in other authoritarian countries. Just ask the children of Norbert Zongo, a journalist killed for investigating the involvement of Compaoré’s brother in a murder.

By Peter Dörrie  African Arguments

Ghanas udenrigsminister besøger København...Le ministre Ghanéen des Affaires Etrangères en visite à Copenhague

Le Ministre Ghanéen des Affaires étrangères M. Alhaji Muhammad Mumuni est en visite de travail à Copenhague du 20.-21. août 2012. Durant sa visite au royaume des Viking, le ministre ghanéen rencontrera le ministre danois du développement M. Christian Friis bach et M. Villy Søvndal des Affaires Etrangères avec lesquels ils discuteront de la Coopération bilatérale entre les 2 pays.

Monsieur Mumuni a rencontré aujourd'hui même le président du parlement Danois, M. Mongens Lykketoft(photo prise sur le profil facebook de M. lykketoft...Foto: Hass)

Selon M. Lykketoft, les deux hommes ont discuté de la possibilité de renforcer les capacités du parlement Ghanéen, de soutenir l'impressionnant développement économique et de la démocratie dont le Ghana est porteur. Mais aussi et surtout la situation d'instabilité en Afrique occidentale et particuliérement la situation au Mali.

La rencontre entre les deux hommes était aussi l'occasion de présenter ses condoléances au Alhaji Muhammad Mumuni suite au décès du président John Atta Mills décédé en juillet dernier.

A noter que le ministre ghannéen rencontrera le ministre de l'Energie, du Climat  et de la Construction M. Martin Lidegaard, des industriels danois e certaines institutions du royaume danois

Dansk udgave

Ghanas udenrigsminister, Alhaji Muhammad Mumuni, besøger København og mødes med udviklingsminister Christian Friis Bach (R) og udenrigsminister Villy Søvndal (SF).

Alhaji Muhammad Mumuni besøger 20.-21. august København. Han mødes mandag med udviklingsminister Christian Friis Bach for at drøfte udviklingssamarbejdet og tirsdag med udenrigsminister Villy Søvndal for at drøfte det bilaterale forhold og udviklingen i Vestafrika.

Under sit besøg i Danmark har Mumuni mødt Folketingets formand Mogens Lykketoft (se billiedet). Han fortæller, at de under mødet drøftede vi overvejelser om at styrke det ghanesiske parlament, den imponerende økonomiske og demokratiske udvikling, Ghana befinder sig i, men også den ustabile situation i Vestafrika omkring Mali. Ghanas præsident John Atta Mills døde pludseligt i juli, så mødet i dag var også en anledning til at kondolere personligt.

Efterfølgende vil han møde klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard samt en række danske erhvervsledere og institutioner klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard samt en række danske erhvervsledere og institutioner.

Blay-Azu Dali

Demokrati og frihedsrettigheder på en hård prøv i Elfenbenskysten

 Demokrati og frihedsrettigheder er kommet på en hård prøv i Abidjan i Elfenbenskysten, da ukendte gerningsmænd angreb tidligere præsident Laurent Gbagbos partis (det principale oppositionsparti) hovedkvarter lørdag ved middagstid og ødelagde pressegruppen Cyclones materiale og satte ild til de lokaler, der huser forlaget som udgiver oppositions avis ’’Le Temps’’. 

 Stærkt bevæbnede mænd bandt vagten ved 23 tiden, natten mellem lørdag og søndag, stjal IT-udstyr og satte ild til bygningen og forsvandt sporløst.

Angrebet på avisen ’’Le Temps’’sker nogle timer, efter det principale oppositionsparti ’’Le FPIs’’ hovedkvarter blev angrebet af bevæbnede gerningsmænd. Gerningsmændene kom tilstedet i en minibus ved middagstid om lørdagen og begik hærværk på partikontoret. Tre blev såret af og hele bygning lagt i ruiner.

Laurent Akoun, general sekretær for FPI beskylder præsident Alassane Dramane Ouattaras magthavende parti ’’Le RDR’’ for at stå på angrebet.

Tidligere minister Alphonse Douaty, næste formand for FPI blev tilfangetaget af den ivorianske efterretningstjeneste lørdag aften uden yderligere forklaringer.   

Det skal understreges, at siden, den 6. august 2012 er flere byer i Elfenbenskysten kommet under angreb af ukendte stærkt bevæbnede kommandoer, som målrettet har angrebet Præsident Alassane Dramane Ouattaras militærstyrke ’’Les Forces Républicaines de Côte d’Ivoire’’, som beskyldes af menneskerettighedsorganisationer for at stå bag de værste forbrydelser mod civile i landet, siden tidligere præsident Laurent Gbagbo’s fald i april 2011.

Indenrigs-og forsvars ministre har beskyldt partiet FPI for at stå bag de angreb mod pro-Ouattara militærstyrker.

Ødelæggelserne af FPI’s hovedkvarter og den pro-Gbagbo avis syntes at være repressalier fra regeringssoldater, som anser FPI for at stå bag angrebene mod dem.

                                                                

Uanset årsagerne til angrebene mod det vigtigste oppositionsparti og pro-oppositions avisen ’’Le Temps’’, er det uden tvivl en måde, hvorpå regeringen vil sætte mundkurv på oppositionen og dermed begrænse demokratiets udfoldelse i 

landet. Det er en skrammehandling, som begrænser demokratiet og god regeringsførelse i Elfenbenskysten.

Elfenbenskysten har siden præsidentvalg 2010 været præget af uroligheder, da vinderen af valget præsident Laurent Gbagbo (blev erklæret vinder af landets Forfatningsdomstole) blev tvangsfjernet af Frankrig, der indsatte Alassane Dramane Ouattara, som Frankrig erklærede vinder.  

Siden Ouattara kom til magten i 2011 har han forfulgt Gbagbo tilhængere i landet. Flere tidligere højstående embedsmænd har mistet deres job, fordi de ikke er af samme etnisk gruppe som Ouattara. Flere ministre, diplomater og finansmænd sidder fængslede i den nordlige del af Elfenbenskysten, uden mulighed for at få besøg af deres advokater.

Selv tidligere præsident Gbagbo blev udleveret til den Internationale Domstole i Haye imens alle Ouattaras tildligere rebelske soldater som har begået de værste forbrydelse mod menneskeheden er forfremmede og sidder i højt stående poster i den nationale hær.

I Elfenbenskysten hærsker den såkaldte ’’justice de vainqueurs’’ vinders ret og den forsoningsproces, som ouattara havde lovet at sat i gang er dø. De etniske spændinger mellem befolkningsgrupperne bliver større og større, da ingen konkret politisk tiltag er sat i gang for at muliggøre en national forsoning, tværtimod.

Ingen føler sig sikker, når det er politi, der skaber usikkerhed i landet. Der går ikke en dag i Elfenbenskysten, hvor regeringsstyrker ikke udøver vold mod befolkningen. Det er i den kontekst, at en ukendt stærk bevæbnet kommando angreb flere byer siden den 6. august og dræbte flere regeringssoldater.

FN har fordømt på det kraftigste de angreb mod det principale parti FPI’s hovedkvateret og avisen Le temps.  

Blay-Azu Dali